Nu er vi halvvejs i byggeprocessen (byggeuge 11), og den korte konklusion må være, at det hele har forløbet som det skulle. Vi har i hvert fald ikke oplevet noget, der gik imod vores forventninger, ud over at vores eksterne byggesagkyndig ikke er blevet tilkaldt i tide til inspektion af fundamentet.
Angående adgang til huset, så kan vi nu kun komme ind. når der er håndværkere. Vi er velkommen til at besøge huset uden for arbejdstid, men det kræver, at vi henter en nøgle på HusCompagniets kontor, og afleverer den igen efter weekenden. Lidt bøvlet, men en okay løsning, når vi nu ikke er ansvarlig for noget i huset, før vi betaler ved nøgleudlevering.
Vi har været inde i huset én gang i denne uge, og der var Skovgaard Huse ved at færdiggøre opsætning af lofter. Vi skal have hvidbejdset trælofter, så der var en dejlig træduft i hele huset.
I det ene værelse stod der paller med fliser, der skal lægges i badeværelserne, bryggers, indgang og køkkenalrummet. Af samme grund er badeværelserne også blevet vådrumssikret, for fliselægning er nemlig det næste projekt, der skal laves indendøres.
Udendøres er der gjort klar til, at murerne kan mure ydervæggen op. Murerstenene (bison-sten som så mange andre vælger for tiden) er placeret på paller rundt om huset. Derudover er det opsat en stor cementsilo. Siloen kører på strøm, så det bliver spændende, at følge forbruget af byggestrøm fra nu af.
Sideløbende med byggeprocessen kæmper vi stadig med valg af hårde hvidevarer og leverandør. Vi kan spare en del penge ved at bruge en anden leverandør, men så står vi selv for installationen efter nøgleudlevering. Det overvejer vi stadigvæk.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar