mandag den 29. september 2014

Hvad koster det at sælge et hus?

Det er hverken billigt at sælge et hus eller let at holde styr på de forskellige omkostninger, der er forbundet herved. Her får du en liste over omkostningerne, du skal tage højde for.

Ejendomsmægler

Når du får et tilbud består det ofte af betaling til ejendomsmægleren samt udlæg til tredje mand. Der er masser af delpunkter i tilbuddet og jeg vil forsøge at give et overblik i nedenstående:
  • Salær
    • Salær er den dyreste post og svarer til den løn som ejendomsmægleren skal have, for at gøre forskellige ting. Du betaler for at få værdiansat huset, få beregnet netto og bruttoudgifter, udarbejdet salgsannonce, fremvisning, kørselsudgifter, beregnet finansieringsforslag, opfølgning over for eventuelle købere, korrespondance mellem køber, advokat og bank, brug af deres digitale platform og generel kontorarbejde. Man kan nok ikke fravælge nogle af delene, men overordnet er salæret nok det, man kan forhandle om.
  • Marketing/øvrige salgsfremmende foranstaltninger
    • Nogle af disse punkter er obligatoriske og andre kan vælges fra. Af ydelser taler vi om fotoredigering, internet, køberkartotek, videopræsentation, udstilling i vinduet, avisannoncer, til-salg-skilt, fremsendelse (porto) og kopiering af salgsopstilling. Vores opfattelse er, at denne post ikke kunne forhandles, da nogle af pengene går til en tredje mand/samarbejdspartner. 
  • Dokumentationsomkostninger
    • Her taler vi om betaling for at hente ejendomsdatarapport fra kommunen, grundejerforeningsskema, tingbogsattest og restgældsoplysninger. Jeg har oprettet links til de forskellige dokumenter, du skal bruge. Restgældsoplysninger kan du få i din bank eller kreditforening. Er du med i en grundejerforening så spørg dem efter et skema. Du kan formentlig spare penge ved at hente dem selv. 
  • Berigtigelse
    • Prisen på berigtigelse står ofte i budgettet, når man får et tilbud, MEN hører ikke ind under specifikationen for ejendomsmæglerens betaling. Denne post kommer altså ud over de 3 forgående punkter. Berigtigelse består af udstedelse og tinglysning af skøde, udarbejdelse af reguleringsopgørelse og refusionsopgørelse samt handlens berigtigelse i øvrigt. Man kan både få en advokat og ejendomsmægler til at lave berigtigelsen. Ejendomsmægleren er sandsynligvis billigst. Vi fik tilbud priser mellem 8000 og 9000 kr. (2014 priser)
  • Ejerskifteforsikring
    • Som sælger er du forpligtiget til at betale en ½ ejerskifteforsikring. Vores andel var ca 5000 kr. (2014 priser)
Rapporter (lovpligtig)
  • Tilstandsrapport
  • El-rapport
  • Energi-rapport
Ejendomsmægleren vil sandsynligvis også komme med et tilbud på rapporterne. Vi valgte at købe rapporterne igennem Energihuset-danmark.dk. Alle rapporter koster samlet under 9000 kr. (2014 priser). Vi valgte at købe en forlængelse af tilstandsrapporten med det samme. Tilstandsrapporten er kun gyldig 6 måneder, så er man bange for, at huset ikke kan sælges på den tid, er det en god ide, at købe den "forsikring", da det er billigere end at bestille en helt ny. (Den gamle kan ikke bruges igen)

Andet
  • Fotograf
Vi fik et tilbud fra ejendomsmægleren på 4200 kr for en professionel ejendomsfotograf samt plantegning. Før vi fik ejendomsmægler på, forsøgte vi at sælge huset via Boliga Selvsalg (læs mere om det via linket), og igennem Boliga kunne vi købe en professionel fotograf inklusiv plantegning til 1900 kr. Det viste sig, at den fotograf vi fik ud også fotograferede for ejendomsmæglere og sendte billeder til redigering samme sted (Indien). Billederne blev super gode. Her er gode penge at spare. Selvom vi havde billederne selv og at de var accepteret, tog vores ejendomsmægler alligevel 1100 kr. for et "bearbejde" billederne til deres hjemmeside.

Jeg håber, at ovenstående har givet dig et godt indblik i, hvilke omkostninger, du kan blive ramt af, når huset skal sælges. Jeg har aftalt med vores ejendomsmægler, at jeg ikke fortæller, hvad vores pris blev, men vi fik den forhandlet godt ned i forhold til det først tilbud. Derudover tilbød vores ejendomsmægler en yderligere rabat på 5000 kr. hvis huset ikke var solgt efter 2 måneder. En ordning der lige faldt i vores smag. Huset blev solgt på 2,5 måned, så vi fik rabatten.

Hvis du mener, at der er omkostninger, der burde være med i indlægget, så skrive endelig en kommentar.

1 kommentar:

  1. Really Good tips and advises you have just shared. Thank you so much for taking the time to share such a piece of nice information. Looking forward for more views and ideas, Keep up the good work!
    hvad koster det at sælge et hus

    SvarSlet